OPERATION FOR MARISKER

OPERATION FOR MARISKER (overskydende hud/slimhinde ved endetarmen)

Marisker er overskydende hud/slimhinde i og omkring endetarmen. Symptomerne er oftest gener ved hygiejne, en smule frisk blødning og kløe.

Operation:
Operationen udføres i lokalbedøvelse. Lokalbedøvelsen gives som indsprøjtning omkring endetarmsåbningen og er forbundet med kortvarig svie og smerte Ved operationen fjernes overskydende hud/slimhinde. Sårene bliver ikke syet sammen pga. risiko for infektion, dvs. sårene skal hele af sig selv.

Efter operationen:
For at undgå hård afføring tilrådes Magnesia om aftenen og den første 2 uger efter operationen. Magnesia kan du købe i håndkøb på apoteket. Hvis dette ikke er nok, kan der suppleres med 1 til 2 glas sveskejuice dagligt. Det er vigtigt at drikke rigeligt.

Selve såret skylles med bruser, efter hver afføring og i øvrigt mindst 1 gang dagligt. Hvis du ikke har mulighed for at håndbruse efter afføring, tilrådes vask med uparfumeret børnesæbe med blød klud eller svamp. Vaseline, salve stikpiler osv. frarådes. 

Du kan gå i brusebad fra 2 timer efter operationen. Karbad, og badning i svømmehal/hav bør imidlertid undgås de første 2 uger.

Smerter:
På operationsdagen tages, inden du tager hjemme fra, 1 g paracetamol (Panodil) og herefter 3-4 gange i døgnet de første dage. Denne medicin skal du selv sørge for at have hjemme. Hvis vi mener, at du får behov for stærkere smertestillende medicin, vil dette blive udleveret før du går hjem.

Det er vigtigt, at du tager de anbefalede smertestillende tabletter, således at du kan bevæge dig rundt normalt. De tilbudte tabletter er uden væsentlige bivirkninger inden for den uges tid, hvor dueventuelt har behov for smertestillende midler.

Erfaringsmæssigt foretrækker de fleste at vente i nogle dage efter operationen, før de genoptager deres arbejde.

Komplikationer:
I meget sjældne tilfælde kan der optræde blødning og infektion efter operationen. Sker det, skal du henvende dig til klinikken på tlf: 33220430 eller til vagtlæge/skadestue.

 

Retur til oversigt over patientvejledninger